Afrika
- set over et cykelstyr
Vi starter i Faraoernes og de imponerende pyramiders Egypten. Den gamle egyptiske kultur rummer stadig mange hemmeligheder, men tydningen af Rosettastenens indskrifter har været med til at afsløre en del af dem. I mange antikke templer og gravkamre står de farvestrålende hieroglyffer stadig tydeligt frem.

Siden går det gennem ørkener, buskstepper og tætte skove til det rige dyreliv på de Østafrikanske savanner, hvor Jan nær var blevet løbet over ende af en giraf. I Egypten blev han nærmest stenet i hver en landsby, mens han længere sydpå oplever en utrolig gæstfrihed fra folk der næsten intet ejer. I Sudan blev cyklen stjålet men fundet igen efter to ugers søgning.

I Østafrika kom foredragsholderen tæt på giraffer, flodheste, bavianer og mange andre dyr. Da Jan smed cyklen fra sig for at komme tættere på en imponerende elefant, vendte den ryggen til og forsvandt ind i de lave skove.